Adfærds-temaer

Følgende afsnit beskriver forskellige adfærds-emner, som man kan komme ud for når man har hund:

1.) Hundesprog - Hvordan udtrykker hunden sig?

2.) Hundesprog - Når hunde mødes

3.) Når hunden "går tur" med sin ejer - Trækker i snoren.

4.) Aggressivitet - Egentlig en helt naturlig adfærd

5.) Agressivitet i forbindelse med foder og ting

6.) Jagtadfærd - Et helt naturligt instinkt

7.) Alene hjemme-træning

8.) Lidt om Lederskab

9.) Når man har mere end én hund

1. Hundesprog - Hvordan udtrykker hunden sig? Hundesprog er forholdsvist nemt at forstå – i hvert fald hvis to eller flere hunde, som er tilstrækkeligt vant til andre hunde, møder hinanden. Som udgangspunkt kan en hund altid tyde en anden hunds signaler og reagere på dem. Når det kommer til stykket, så gør en hund ikke kun, den ”snakker” også med alle og alt, som den kan få en respons fra. Det er vigtigt for harmonien i flokken og selvfølgelig også vigtigt for forholdet mellem menneske og hund. Hunde er især opmærksomme på de mange forskellige dæmpende signaler og mimik, som spiller en utrolig vigtig rolle. Signaler som: At vende blikket bort, vende hovedet eller kroppen væk, blinke, gå langsommere, snuse uinteresseret til jorden og at gå i en bue uden om er med til at berolige vores firbenede venner. Det betyder slet og ret: ”Lad mig være i fred”. Eller også betyder det: ”Lad os omgås hinanden stille og roligt”. Formålet med det hele er enten at undgå eller at løse konflikter. Hvis hundens artsfæller svarer med dæmpende signaler, ved hunden, at alt er i orden, og at der er fred og ingen fare. Et tip til hverdagen med menneske og hund: Når du lægger mærke til sådanne signaler, kan du befri din hund fra den ubehagelige situation, den er i, eller give den en følelse af tryghed. På samme måde kan man også afværge farlige situationer over for mennesker, fx hvis en person nærmer sig hunden, selvom den ikke bryder sig om det. Dæmpende signaler fejltolkes desuden også meget ofte. Hvis et menneske klapper hunden heftigt på siden eller hovedet og samtidig bøjer sig ind over den, så kan det virke som meget truende adfærd på en følsom hund. Tit ser man, at hunde i en sådan situation sender dæmpende signaler, og hvor frustrerede de bliver, over at mennesket bliver ved at med at ”slå” den. Igen og igen ender sådanne situationer desværre med at hunden bliver aggressiv. Man hører ofte vidner til sådanne situationer påstå, at ”hunden er sindssyg, og den gik bare fuldstændig amok lige pludselig”. Derfor er det så utrolig vigtigt, at man forstår hundens sprog, hvis man skal have et harmonisk forhold til hinanden. Ven eller fjende? En hund gennemgår selvfølgelig også andre sindstilstande, som udtrykkes med forskellige signaler. Hvis en hund er glad og opstemt, så vil den logre med halen i en dyb vinkel. Hvis halen derimod peger opad og måske logrer en smule, så er hunden opmærksom, nysgerrig og målrettet. Hunde udtrykker også denne sindstilstand ved at løfte ørerne. Hvis ørerne derimod er presset tæt mod hovedet, så betyder det: ”jeg er parat til at slås”. Hvis hunden samtidig gør og knurrer, så har den bestemt ikke gode hensigter. Det samme gælder, hvis hunden rejser børster, er i angrebsposition eller hvis den nedstirrer dig. Hvis hunden har halen stukket mellem benene, undgår øjenkontakt og trykker sig, så er den bange. Hvis hunden også åbner munden i forbindelse hermed, så er den klar til at forsvare sig eller til at afværge et angreb. Er ørerne drejet til siden, så kan det også betyde usikkerhed. Hvis hunden smider sig ned i græsset med største velbehag og ruller om på ryggen, så har den det skønt.

2. Hundesprog - Når hunde mødes For de fleste hundeejere hører det hverdagen til: man er ude at gå tur med sin hund, og pludselig kommer der en fremmed hund hen, som gerne vil lære ens hund nærmere at kende. Hvis det skal foregå uden stress for din hund, er det vigtigt, at du selv forholder dig roligt, når din hund mødes med en anden hund. Også selvom din hund normalt ikke har problemer med at omgås andre hunde. Hvis man blot følger et par enkle råd, vil mødet mellem hundene normalt forløbe stille og roligt. Regel nr. 1, som altid skal overholdes: du skal altid have kontrol over din hund, hvis du lader den løbe uden snor. Du skal til enhver tid være helt sikker på, at du kan kalde din hund til dig. Dette er især vigtigt, hvis du har en hanhund, der ikke kommer godt overens med andre hanhunde. Er sidstnævnte tilfældet, så kald din hund til dig og tag den i snor, når der kommer en anden hund hen imod jer. Hvis den anden hundeejer ikke gør det samme, så bed ham/hende om også at tage sin hund i snor. Gå nu i en stor bue uden om, og giv din hund en godbid, når I har passeret den potentielle konkurrent uden at gø eller knurre. Så har du afværget den situation. Hvis din hund ikke har problemer med at omgås andre artsfæller, tegner der sig naturligvis en noget nemmere situation. Kald under alle omstændigheder din hund til dig til at begynde med. Spørg så den anden hundeejer, om det er ok, at din hund kommer hen for at hilse nærmere. Først herefter kan dyrene snuse til hinanden. Grib ikke ind, mens de to hunde lærer hinanden at kende, det klarer de bedst selv. Med og uden line Det bliver straks mere kompliceret, hvis den ene hund er i snor, og den anden ikke er. Kan du ikke lade din hund løbe uden snor, f.eks. fordi den har et meget kraftigt jagtinstinkt, så bed den anden hundeejer om også at tage sin hund i snor. For hvis den ene hund er i snor, og den anden ikke er det, kan det føre til konflikter. Reagér i god tid ved først at bede den anden hundeejer om at kalde sin hund til sig. Det samme gælder naturligvis dig selv, når du lader din egen hund løbe omkring uden snor. Først når begge hunde er i snor, kan de hilse på hinanden. Mange vægrer sig ved at lade hundene lege sammen, når de er i snor, fordi det er forbundet med en del problemer. For det første, har hundene svært ved at snuse til hinanden uden at blive helt viklet ind i hinandens liner, hvilket får mange ejere til at gå helt i panik. Mange hunde har desuden kortere lunte, når de er i snor, og reagerer derfor aggressivt, når en anden hund nærmer sig. Lad aldrig din hund trække dig hen til en anden hund. Hvis du giver efter her, vil din hund tro, at det er den, der bestemmer. Tag i stedet en godbid i hånden, og giv din hund kommando til at blive ved din side, mens i - på sikker afstand - går forbi den anden hund og ejer. Og lad være med at få dårlig samvittighed. Giv i stedet din hund lov til at lege med en hunde-legekammerat på et andet tidspunkt - og uden snor og uden stress

3. Når hunden går tur med sin ejer Det er helt sikkert ikke særlig sjovt for hunden. Snoren er så spændt, at den er lige ved at knække, og ejeren klager over, at armen er ved at gå af led, eller smerter der minder om en tennisalbue. Og tænk hvad der kunne ske, hvis hunden løb ud på en trafikeret vej og ejeren ikke var i stand til at holde den tilbage. Der er ikke altid en direkte årsag, som f.eks. en hund på den anden side af vejen, til at hunden begynder at trække i snoren. Mange hunde trækker i snoren, så snart de får halsbåndet på. Men hvorfor? Som regel handler det om, at hunden af erfaring har lært, at den kan styre gåturens tempo og retning ved at trække i snoren: Når Fido f.eks. finder et interessant sted og bliver stående, stopper dens ejer også, indtil hunden løber videre og ejeren følger trop. Ser Fido f.eks. nogle madrester, der ligger på vejen og trækker i retning mod dette, følger dens ejer ofte bare efter. Og når naboens hund kommer forbi, og Fido trækker i snoren for at "hilse" på, tager ejeren snoren af og lader Fido løbe frit, da det er for anstrengende, at den hele tiden trækker i snoren. På den måde lærer hunden, at det er den, der bestemmer, når den er ude at gå i snor med sin ejer. Det er den, der bestemmer hvor den går hen hvornår, og hvor længe den bliver på et bestemt sted. Især i starten af en gåtur er det vigtigt for hunde at undersøge alt og markere sit territorium. Derfor trækker de ofte ikke lige så meget i snoren på tilbagevejen. Hunden har gjort sit arbejde og kan nu være mere tolerant overfor sin ejer. Hundesnoren er lig med eventyr Selvfølgelig kan der også være mange andre grunde til, at hunden trækker i snoren. Hunde, der vantrives og er angste og mistroiske overfor omverden, trækker f.eks. ofte så kraftigt i snoren, fordi de hurtigt vil hjem i sikre omgivelser, eller bare i sikkerhed bag en mur eller lign. Man kan således kun afhjælpe problemet, hvis man kender årsagen til hundens adfærd. Mange ejere, der oplever dette problem, vil derfor også af en adfærdsekspert blive rådet til at ændre særlige forhold og vaner i hjemmet og i hverdagen generelt, som så kan være med til at mindske hundens tilbøjelighed til at trække i snoren. Har du en hvalp, har du alle forudsætninger for at lære den fra starten, at en hundesnor ikke er beregnet til at trække af sted med dig. Også hvis du har fået din hund som voksen fra f.eks. en pension eller en anden familie, er der gode muligheder for at lære den med det samme, at det at trække i snoren ikke er en ønsket adfærd. Har din egen hund trukket i snoren i årevis, bliver det straks sværere at vænne den fra det igen - men det er ikke umuligt. Men hvordan bærer man sig ad? Især for hvalpe - men også for alle andre hunde - kan man sørge for, at der, når hunden er i snor, altid sker noget sjovt og spændende sammen med dens ejer. På den måde lærer hunden, at det at få halsbånd og hundesnor på ikke er ensbetydende med, at den kan gøre hvad den vil, når den er ude at gå tur, men i stedet at det betyder oplevelser sammen med dens ejer. Foretag dig noget, som du ved, din hund synes er sjovt og længes efter at få lov til. På den måde vil den føle, at dens ejer laver spændende og interessante ting med den. Dette betyder, at den vil være mere opmærksom og nærværende overfor dig, når I går tur, og den vil derfor også være mindre interesseret i alle mulige andre ting omkring jer. Det er også en god idé at overraske din hund under jeres gåtur ved af og til at skifte rute i en uforudset retning, inden hunden selv kan nå at trække i snoren. Du skal ikke rykke i snoren, når du skifter retning, men blot følge hundens rytme, når lejligheden pludselig byder sig, så det ikke gør ondt på den. Ofte hjælper det også at blive stående, hvis hunden er løbet for langt i forvejen. Du venter så med at gå videre, indtil din hund er kommet helt tilbage til dig og står ved din side. Når den igen trækker, stopper du på ny og så fremdeles. Husk at ros din hund, hver gang den vender tilbage til dig. Gå pænt i snor Det er helt naturligt, hvis hvalpen i starten ikke vil følge med i snoren. I naturen ville det være for farligt at bevæge sig for langt væk fra hulen før 4-5 måneders alderen. Det er altså ikke for at være stædig, at hvalpen kan finde på at sætte sig ned og vægre sig for at gå længere. De mange nye indtryk skal også lige fordøjes af hvalpen, og det er ikke altid, at man som hvalp både kan fordøje og gå samtidig. Træk derfor ikke af med hvalpen - giv dig god tid, lok evt. med en godbid eller bær hvalpen det første stykke. Senere, når hvalpen er blevet ældre og mere modig, vil den ofte begynde at trække i snoren, for at komme fremad, hvilket ikke er så generende, så længe hvalpen er lille. Men hvalpen lærer lige fra den første dag, hvordan den skal gå i snoren. Trækker hunden i snoren som hvalp, vil den helt sikkert også gøre det som voksen - blot med en hel del mere vægt i trækket, hvilket kan være en meget stor kilde til irritation for hundeejeren. Lær derfor hvalpen at gå pænt i snoren lige fra starten af. Det kan ikke anbefales at rykke i snoren og på denne måde hive hunden tilbage på plads - det er både fysisk skadeligt for hunden og indlæringsmæssigt forkert. Stop i stedet op, når snoren bliver stram og vent på at hvalpen selv tager kontakt til dig. Det er muligt, at du de første par gange kommer til at vente længe, men det er vigtigt, at du er tålmodig og ikke selv kontakter hvalpen, da den selv skal erfare, hvordan den kommer videre. Når hvalpen tager kontakt til dig (evt. bare kigger sig over skulderen for at se, hvor du blev af) så ros den og lok den tilbage til dig med en godbid. Gå derefter videre sammen med hvalpen indtil næste gang den strammer snoren. Ros også hvalpen og beløn den med godbidder, når den på eget initiativ går pænt uden at trække i snoren. Hvalpen skal belønnes oftere for at gå pænt af sig selv end for at vende tilbage efter at have trukket i snoren. Ellers vil den få et mønster som et pendul på jeres gåture. Det er vigtigt at være meget konsekvent med at stoppe op hver eneste gang snoren bliver stram. Så vil hvalpen lære, at den eneste måde at komme fremad på er ved at følges med dig. Husk, at jo mere konsekvent, du er, desto hurtigere vil hvalpen lære det! Gå løs med hvalpen Hunde er aktive dyr, der har brug for fysisk udfoldelse for at have det godt. Har hunden ikke mulighed for at løbe frit dagligt, vil den selv søge at komme af med den overskydende energi - som oftest med aktiviteter, der ikke er hensigtsmæssige set fra ejerens synspunkt og som kan resultere i problemadfærd. Det er derfor vigtigt at gå i gang med at træne hvalpen i at gå løs så tidligt som muligt. Vent ikke til hvalpen er blevet ældre. Små hvalpe har nemlig en naturlig tendens til at følge efter flokken, idet de endnu ikke er selvstændige nok til at søge oplevelser på egen hånd. Det er selvfølgelig vigtigt, at du finder et sted, hvor det er tilladt at have hunden løs og hvor den er på sikker afstand af trafikerede veje m.m . Kald af og til på hvalpen og beløn den med godbidder eller leg, hver gang den kommer. Kald dog ikke på hvalpen, når den er optaget af noget andet (andre hunde, lugte i græsset, m.m.) - chancen for at den ikke kommer er meget stor, og du risikerer dermed, at hvalpen lærer ikke at høre efter. Har du brug for, at hvalpen kommer i disse situationer, så gå i stedet stille og roligt hen og hent den, eller prøv at løbe et lille stykke for derefter at sætte dig på hug med ryggen eller siden til hvalpen. Din bevægelse fanger hvalpens opmærksomhed og når den kommer hen til dig, kan du lægge et par godbidder i græsset til den. Mens den spiser godbidderne, kan du ubemærket sætte snoren på den. Skæld ikke hvalpen ud, hvis det alligevel skulle ske, at du får kaldt på den og den ikke kommer. Gør du det, lærer du nemlig blot hvalpen, at det var ubehageligt at være i nærheden af dig i forbindelse med indkaldet, og motivationen for at komme næste gang bliver mindre. Pas også på ikke kun at kalde på hvalpen, når den skal i snor (og evt. hjem). Hvalpen vil hurtigt lære, at når den kommer på dit indkald slutter alt det sjove. Resultatet bliver, at den holder sig på mindst en armlængdes afstand af dig!

4. Aggressivitet - egentlig en helt naturlig adfærd Aggressivitet opfattes generelt som noget negativt i vor tids samfund, og det gælder ikke kun i forbindelse med hundes adfærd. Netop hos hunde bliver den aggressive adfærd dog meget hurtigt direkte synlig. Hvem kender ikke til den snerrende hund ved havelågen, der gør og viser tænder? Eller hunden i snor, der dårligt er til at holde tilbage, når den ser en artsfælle? Aggressivitet er ikke desto mindre en del af hundens helt normale adfærdsmønster. I nogle tilfælde er aggressivitet faktisk ikke bare naturlig, men også en ganske fornuftig adfærd; som f.eks. når dyret er i livsfare. Ved aggressivitet forstås sædvanligvis en handling rettet imod nogen eller noget, og som har til formål at forvolde en (fysisk eller psykisk) skade. Derved overses ofte årsagerne til den aggressive adfærd: i bund og grund handler det altid om at opnå eller fordele ressourcer, og om den usikkerhed og angst, som opstår i den forbindelse: kritik på arbejdspladsen kan føre til aggressioner, når én tager det sidste brød for næsen af en anden i buffeten, eller når én springer over i køen til kassen. Det samme gør sig gældende hos hunde: trues deres rang, status eller en ressource, kan det føre til aggressiv adfærd. Hvad en hund opfatter som en vigtig ressource kan være meget forskelligt. Det kan f.eks. være noget så åbenlyst som et kødben eller et stykke legetøj. Men det kan også være det territorium, som hunden befinder sig på, eller dens ejer som social partner. Man kan f.eks. sagtens opleve to hunde, der det ene øjeblik leger og har det sjovt - en fuldstændig afslappet situation - men i næste nu rettes legen imod de to ejere, og pludselig begynder den ene hund at snerre, fordi den anden kommer for nær dens ejer. Dette kaldes også socialt motiveret aggressivitet. Frustrationer kommer ofte til udtryk i aggressiv adfærd Frustrationer spiller også en vigtig rolle, når man ser på årsagerne til aggressioner. Naboens tæve i løbetid, som den ukastrerede hanhund ikke må komme ind til, kan f.eks. føre til stor frustration. Da hanhunden ikke forstår at andre hanhunde heller ikke får lov at komme ind til hende, kan frustrationerne nemt komme til udtryk i en aggressiv adfærd overfor alle andre hanhunde. Misforståelser i kommunikationen mellem hund og menneske Den hyppigste årsag til, at hunde udviser aggressiv adfærd overfor mennesker er misforståelser i kommunikationen mellem hund og menneske. Man kan dog sagtens aflæse på hundens kropssprog, hvad den føler lige nu, og herigennem forudsige dens næste handling. Hunde bider ikke bare som lyn fra en klar himmel - de varsler det forinden ved at udvise en truende adfærd. Mange mennesker, som ikke er vant til hunde eller ikke har sat sig ind i hundens adfærdsmønster, opfanger desværre dårligt eller slet ikke disse signaler. Og derfor reageres der ofte ikke hensigtsmæssigt på hundens trussel. Hunden føler, at dens advarsel ikke ændrer situationen, og bliver derfor nødt til at ty til en mere tydelig aggressiv adfærd. Forstår mennesket heller ikke denne mere åbenlyse trussel, kan det desværre ende med, at hunden bider, hvilket ofte kommer som en stor overraskelse for den pågældende person. Et eksempel på en sådan situation kan være et barn, der spørger hundens ejer, om hun må ae hunden. Ejeren siger "ja", og barnet begynder at kæle med hundens ører og stryge den over hovedet. Dette får dog hunden til at ændre sin kropsholdning og sit udtryk i øjnene: den bliver mere anspændt, vender blikket bort og lægger ørerne bagover. Måske begynder den ligefrem at gispe med tungen ud af munden - alt sammen tegn på, at den oplever situationen som stresset. Ved at vende blikket bort, forsøger hunden at sige, at den helst vil undgå denne situation. Reagerer hverken barnet eller hundens ejer på disse tegn, vil hunden opleve, at den ikke bliver forstået. Den kan ikke selv undvige fra situationen, fordi den er i snor, og den må derfor forsøge at udtrykke sig mere klart: den stirrer på barnet med fast blik, og måske hæver den overlæben en smule. Barnet fortsætter med at ae hunden, og hunden ser nu ingen anden mulighed end at ty til en aggressiv handling, som f.eks. at snappe efter barnet for at få det til at stoppe. I denne situation er det ikke biddet, der er den første aggressive handling, men derimod det forudgående truende blik - hundens forsøg på at undvige situationen og undgå den endelige konflikt; her at snappe efter barnet. Når man omgås med hunde i hverdagen, er det derfor vigtigt at lære disse første tegn at kende og at tage dem alvorligt. Kun på denne måde kan man reagere i tide og lære at komme den aggressive adfærd i forkøbet.

5. Aggresivitet i forbindelse med foder og ting Det er ikke ualmindeligt, at nogle hvalpe på et tidspunkt vil udvise aggressivitet i form af knurren eller bidforsøg i nærheden af deres madskål, et kødben eller særligt attraktivt legetøj. Dette er - i modsætning til hvad man tidligere troede - ikke et spørgsmål om magtkamp eller at hvalpen forsøger at dominere over dig, men derimod et udtryk for, at hvalpen ikke har tillid til dig i den pågældende situation og er bange for at du vil tage maden eller legetøjet fra den. Det er utroligt vigtigt, at man reagerer korrekt og ikke svarer aggressivt igen, hverken med skæld ud eller med at straffe hvalpen. Gør man dette, vil man nemlig bekræfte hvalpen i dens usikkerhed og manglende tillid og dette vil forværre situationen. Derimod bør man vise hvalpen, at den ikke behøver være bange. Knurrer hvalpen ved madskålen, kan man hver gang man passerer, smide en lækkerbisken i skålen. Lad derefter hvalpen spise i fred. Efterhånden vil hvalpens forventning omkring din tilstedeværelse ved madskålen ændres, hvis du altid kaster lækre godbidder ned i skålen, når du kommer forbi. Efterhånden kan du gå tættere på for tilsidst at putte godbidden ned i skålen med hånden. Til sidst kan du løfte skålen op inden du kommer godbidden ned i den. Husk at denne proces tager tid og ikke er noget, man kan gøre i løbet af en enkelt dag eller to. I nogle tilfælde vil problemet løse sig selv, hvis hunden blot ignoreres, men da situationen kan udvikle sig til at blive meget problematisk, især hvis der er børn indblandet, vil rådgivning fra en adfærdskyndig tidligt i forløbet ofte være en god idé.

6. Jagtadfærd - et helt naturligt instinkt Jagthunderace eller ej - jage kan alle vores firbenede venner for dette hører til vores hundes oprindelige adfærdsmønster. Forskellen på de forskellige racer viser sig i strategien og i, hvorvidt jagten rent faktisk lykkes. Men hvorfor jager hunde overhovedet? Når jagten er overstået venter der jo en fyldt foderskål derhjemme. Hos de fleste hunde, som vi holder som hus- eller kæledyr kan jagten altså ikke siges at have en biologisk funktion. Vores hunde jager nærmere for sjov og for dem er det derfor også mindre vigtigt, om de fanger haren eller ej, for jagten på den er tilfredsstillende nok i sig selv. Fido ved endda ofte ikke, hvad den skal stille op med byttet, hvis den endelig fanger det. Dette hænger sammen med, at hunde kun er avlet til en helt særlig del af jagtritualet og de andre komponenter af jagten kommer derfor ikke længere særlig tydeligt til udtryk i deres adfærd. Hønsehunde som f.eks. Pointer sniger sig ind på byttet og viser ved hjælp af deres særlige holdning (det ene forben hævet, kroppen pegende imod byttet), at de har fundet noget. Hos Mynder er selve jagten mere udpræget og byttet indfanges også til sidst. Mere komplette jagtsekvenser ser man f.eks. hos racer som Husky, der først lokaliserer byttet ved hjælp af lugte- eller synssansen. Når byttet er lokaliseret stivner hunden for ikke at tabe byttet af syne. Herefter sniger hunden sig så tæt ind på byttet som muligt indtil den er tæt nok på til at kunne fange det. Nu - eller hvis byttet sætter i flugt - sætter hunden sin sprint ind og forfølger byttet. For mange hunde er det, at byttet stikker af, startsignalet til jagten. Alt efter byttedyrets art kan det også være det såkaldte "musespring", der indleder jagten: hunden springer op i luften for herefter at lande på byttet med alle fire poter. Hvad end hunden springer efter eller jagter byttet indfanges det til sidst oftest ved, at hunden bider fat omkring byttets hals eller nakke. Måden som byttet slås ihjel på hænger sammen med byttedyrets størrelse. Mus dør ofte allerede under hundens vægt, når den lander på dyret med alle fire poter. Dyr på størrelse med en hare indfanges ofte, hvorefter hunden rusker dem indtil dyrets rygsøjle knækker. Større byttedyr dør ofte af de mange bid. Selvom det måske lyder meget brutalt for os mennesker er dette en hel normal adfærd for hunden. Derfor er det også meget frustrerende for en hund, hvis man forbyder den denne form for adfærd. Da vores hunde naturligvis ikke bare kan udleve denne adfærd helt uhæmmet, da de jo lever i vores "menneskesamfund", er det vigtigt at give dem forskellige alternativer. Har man en hvalp er dette forholdsvis nemt, da man fra start af kan give hunden et "erstatningsbytte" som den gerne må jage. Det kan f.eks. være et tøjdyr eller en anden genstand, som hunden gerne vil jage. Hvis den unge hund får tilfredsstillet sin jagtpassion ved at jagte denne genstand, vil den ofte være mindre tilbøjelig til at udvikle en interesse for "rigtige" byttedyr. Ofte kan man også have held med at ændre en voksen hunds jagtadfærd. Reglerne for omgangen med erstatningsbyttet er de samme som hos hvalpe: for at hunden accepterer erstatningen som bytte, må genstanden opføre sig som et rigtigt bytte. Det betyder, at genstanden skal bevæge sig i retning væk fra hunden og ikke hen imod den! Musen løber jo heller ikke hen til hunden. Prøv f.eks. at trække genstanden efter dig i en snor. På den måde virker den levende og bliver mere interessant. Hvis byttet skal forblive spændende er det bedst, hvis det er noget, som kun kommer frem ved denne lejlighed. Gem derfor erstatningsbyttet et sted, hvor hunden ikke selv kan komme til det og tag det kun frem, når I skal lege. Det bedste er at tage erstatningsbyttet frem, når I er ude at gå tur, før hunden selv får færten af et levende bytte. På den måde har du gode chancer for at afholde din hund fra at jage levende byttedyr. Træningen med et erstatningsbytte har dog grænser. Alt efter hvor interesseret din hund er i at jage, og hvor trænet den allerede er i det, kan det være svært at vække dens interesse for et erstatningsbytte. Ikke desto mindre er det en god aktivitet, der appellerer til din hunds medfødte adfærd og som I derfor kan have masser af sjov ud af sammen.

7. Alene hjemmetræning Det er ikke naturligt for hunden at være adskilt fra flokken. Mange hunde har problemer med at være alene hjemme og dette kan udmønte sig i destruktiv adfærd eller hylen/gøen. Begge dele kan være meget generende og belastende for ejer og omgivelser og kan måske i sidste ende resultere i en aflivning af hunden. Det er derfor vigtigt at give sig tid til at lære hunden at være alene. Man bør starte med træningen lige så snart hvalpen er faldet til i sit nye hjem. Fra første dag kan man jo bare lukke døren i mellem sig selv og hvalpen f.eks. når man går på toilettet og i bad. Når man for alvor begynder alene hjemme træningen, bør hvalpen være træt, da vil den ikke være så tilbøjelig til at blive urolig. Sørg derfor for, at den har været ude at gå tur inden du starter. Beskæftig hvalpen med en rolig aktivitet, som f.eks. at slikke på et afkogt marvben smurt med leverpostej indvendigt, eller vent til den er faldet i søvn. Gå ud af døren og ind igen med det samme. (Bliver hvalpen urolig, når du tager nøglerne eller i dørhåndtaget, så må du først træne dette indtil hvalpen er ligeglad med det). Dette gøres mange gange, indtil hvalpen ikke længere reagerer. Efterhånden bliver du stående et par sekunder, inden du går ind igen. Øg derefter med sekunder tiden, hvor du bliver stående udenfor døren. Jo langsommere du går frem på dette tidlige trin, desto større er din sandsynlighed for at lære hvalpen at acceptere dit fravær. Det gælder om at udvide hvalpens tærskel uden at overskride den, sker dette vil hvalpen nemlig få en ubehagelig oplevelse med at være alene. Skulle hvalpen begynde at pibe eller gø, så lad være med at gå ind til den. Vent et øjeblik for at se, om den skulle holde op. Sker dette ikke hurtigt, så afled hvalpen ved at lave en lyd udenfor. Når hvalpen har tiet stille et par sekunder, så gå ind til den og lad som ingenting. Når du er nået op på 5 minutter udenfor døren, kan du øge tiden med halve minutter ad gangen, og når du er oppe på et kvarter kan du øge med fem minutter ad gangen. Snart kan du gå væk fra huset eller lejligheden, og benytte chancen for at løbe et ærinde imens du træner din hvalp i at være alene. Når du er nået op i tid, så husk også ind imellem kun at gå ganske kort, så hvalpen aldrig kan være helt sikker på, at du bliver længe væk, når du går ud af døren. Det er ikke naturligt for hunden at være adskilt fra flokken. Mange hunde har problemer med at være alene hjemme og dette kan udmønte sig i destruktiv adfærd eller hylen/gøen. Begge dele kan være meget generende og belastende for ejer og omgivelser og kan måske i sidste ende resultere i en aflivning af hunden. Det er derfor vigtigt at give sig tid til at lære hunden at være alene. Undgå for mange faste ritualer Pas på ikke at få for mange faste ritualer, der kan fortælle hvalpen, at du går for at blive væk i længere tid (bestemte tasker, jakker, rækkefølge i morgenritualerne, m.m.). Pak tasken i god tid - gerne dagen i forvejen - og stil det hele udenfor døren mindst 1/2 time før du går. På den måde kan du gå ud af døren uden for mange "forvarsler" om at du går. Tænk også over måden du tager afsked med hvalpen på. Det er bedst bare at gå uden at sige noget til den, ligesom det ikke er godt at ynke eller snakke trøstende til hvalpen, når man kommer hjem, da dette kan forstærke en eventuel ubehagelig følelse over dit fravær. Skulle det ske, at hvalpen har bidt noget i stykker mens den har været alene, så lad være med at skælde den ud. Hvalpen er ikke i stand til at forbinde reprimanden med den forbudte handling, og hvad der ofte fortolkes som at hvalpen "skammer sig" er blot nogle signaler, som hvalpen viser, for at dæmpe din vrede. Hvalpen må ikke være for længe alene Husk også, at en lille hvalp ikke bør være alene en hel arbejdsdag. Få i stedet nogen til at komme efter et stykke tid og blive hos hvalpen indtil du kommer hjem. Generelt bør en voksen hund ikke være alene mere end 6-7 timer, og tiden er selvfølgelig væsentligt kortere for en hvalp. Får du alligevel problemer med, at hunden ikke kan være alene, kan du få hjælp til at løse problemet hos en kompetent adfærdsbehandler. Videokamera - et uvurderligt redskab! Det er en rigtig god idé at optage hvalpen på video, når du går fra den. Det giver dig den bedste information om din hvalps sindsstemning, når den efterlades alene. Kan du se, at hvalpen bliver urolig over at du går fra den, så bør du gå tilbage i træningen. Ligger hvalpen bare og sover, kan du have ro i sindet og fortsætte din træning. På denne måde kan du opdage tidlige tegn på uro over at være alene og dermed undgå at problemet vokser sig stort, fordi hvalpen bygger dårlige erfaringer op. Opsummering: 1. Beskæftig hvalpen med en rolig aktivitet når den er træt eller vent til den er faldet i søvn 2. Gå ud af døren og ind igen med det samme. Dette gøres mange gange indtil hvalpen ikke længere reagerer 3. Langsom øgning (sekunder ad gangen) af tidsrum udenfor døren 4. Vent 5 minutter udenfor døren - øgning af tid med halve minutter ad gangen 5. Vent 15 minutter udenfor døren - øgning af tid med 5 minutter ad gangen 6. Husk ind imellem kun at gå ganske kort tid 7. Undgå faste ritualer før afgang - pak taske i god tid! 8. Undgå ynkende eller trøstende afsked med hvalpen 9. Undgå overdreven gensynsglæde

8. Lidt om lederskab Lidt om lederskab Fundamentet for en harmonisk og lydig hund er et godt lederskab. Et godt lederskab baseres på tillid, gensidig respekt, samarbejde, venlig konsekvens og opfyldelse af hundens behov for kontakt samt fysisk og mental aktivitet. En stor del af dette fundament lægges allerede i hvalpetiden, hvor hvalpen erfarer, hvordan du er og reagerer overfor den. Sørg for at bevare roen i alle situationer. Hidser du dig op, gør du hvalpen utryg og signalerer, at du ikke har styr på situationen. Gør hvalpen noget uønsket, så ignorer den eller afled dens opmærksomhed, alt afhængigt af situationen. Beløn i stedet hvalpen for den ønskede adfærd, så vil du snart se en stigning i denne frem for den uønskede adfærd. Giv din hvalp masser af rolig fysisk kontakt hver dag. Gamle regler som f.eks. at hunden ikke må sove i sengen, ikke må ligge i møblerne, skal gå sidst ud af døren og spise efter den øvrige familie, har ikke noget med lederskab at gøre. Vælger du alligevel, at du ikke vil have hunden i seng eller møbler, så bør du sætte dig ned på gulvet til hunden mindst en gang dagligt og have en rolig kælestund for at opfylde hundens behov for fysisk kontakt. Vær ikke ubehagelig overfor din hvalp ved at straffe den eller skælde den ud. Den forstår ikke meningen med det og oplever dig blot som værende ubehagelig og uforudsigelig og mister derved tilliden til dig. Sæt dig i stedet ind i, hvordan hunde lærer og kommunikerer, så du bliver bedre i stand til at gøre dig forståelig overfor din hund. Gå på hvalpekursus med hvalpen et godt sted, hvor al omgang med hunden sker på en positiv og rar måde, og hvor du kan få inspiration til at fortsætte udviklingen af dit lederskab og samarbejde med din hund.

9. Når man har mere end én hund Mange vælger efterhånden at have to hunde. Flere og flere har opdaget, og glæder sig over de fordele, der er ved at have to hunde under samme tag. desværre er dte dog ikke altid det forløber helt uden gnidninger. Og tror man at to hunde ikke giver mere arbejde end en, tager man grueligt fejl. Anskaffelsen af hund nr. 2 er på mange måder en stor berigelse for både menneske og hund. Hunden har daglig omgang med en artsfælle, og den har én ved sin side, der snakker samme sprog som den selv. For en hundeejer findes der ofte ikke noget bedre end at se, hvordan to eller flere hunde, der lever sammen i en flok, kommunikerer og leger med hinanden. Der opstår her øjeblikke med kærlighed og fortrolighed, som man ikke oplever på samme måde, når hunde blot mødes og leger på en gåtur i nabolaget. At betragte samspillet mellem flere hunde i en flok er ikke bare en fryd for øjet, det er også meget lærerigt. For hvordan kan man bedre lære, hvordan hunde reagerer, og hvordan man skal reagere over for de forskellige situationer, der opstår i hverdagens samliv med en hund, end fra en hund selv? Ved at betragte hundene, vil man se, at de ofte kommunikerer med hinanden på en meget stille facon, og at de ofte vælger at ignorere, hvis en anden hund i flokken er "ude på ballade" ved blot at lade den andens frækhed gå ubemærket hen. En iagttagelse som man med stor fordel kan overføre til sin egen hverdag med hunden. Overfor dette gode argument for at have flere hunde sammen, står dog også en række ulemper, som såvel menneske som hund kan komme ud for. Da det aldrig vil lykkes os mennesker at kommunikere ligeså godt med en hund, som den kan kommunikere med en af sine egne artsfæller, kan man risikere, at hundene selvstændiggør sig og lukker mennesket ude, som derved vil få mindre indflydelse på sine hunde. Præcis som når vi mennesker på en udlandsrejse ofte ynder at finde sammen med nogle, der taler samme sprog som os, bliver hunde også glade, når de møder et andet væsen, der kommunikerer på samme måde som dem. Logisk nok egentlig, idet man føler sig forstået og bedre kan udtrykke sig. Alle andre tilstedeværende feriegæster mister på den måde også en del af deres betydning og vigtighed. Og på samme måde går det også hos hundene; de to firbenede har jo hinanden, så hvad skal de bruge mennesket til. Fra nu af stikker de to af på jagt sammen, ud at se på "damer" eller for at møde andre hunde. Og desværre lærer hunde ikke kun de gode egenskaber fra hinanden, men også dårlige vaner og narrestreger. Har man derfor en hund, der sætter efter cyklister og kondiløbere, og anskaffer sig endnu en hund, er der gode chancer for, at man snart har to hunde, der bedriver denne hobby. Herved bliver det altså klart, at en forudsætning for, at man kan holde to hunde, er, at man kan leve med den hund, man har i forvejen; dvs. også med alle dens dårlige vaner. Det ideelle er altså, at man har sørget for at give sin første hund en fornuftig og velfungerende opdragelse, hvor der ikke længere kan sættes nogle spørgsmålstegn, hvad angår fordelingen af opgaver samt struktur og magtfordeling i flokken. Så kan man med god samvittighed anskaffe sig endnu en hund, som man så må integrere i flokken med stor varsomhed. Man skal også beskæftige sig med hundene hver for sig For at alt skal forløbe gnidningsfrit, skal man udvælge den næste hund med stor omhu. For hunde imellem findes også antipatier, og det er ikke alle hunde, man gør en tjeneste ved at tage endnu en hund inden for dørene. Vi mennesker bryder os jo heller ikke om alle de mennesker, vi møder. Og det er slet ikke alle, vi kunne tænke os at leve under samme tag med. Dette er dog ofte, hvad vi forventer af vores hunde. For at hundeejeren bevarer noget af sin indflydelse, er det ligeledes en god idé at sørge for, at der er en aldersforskel på mindst tre år mellem hundene. På denne måde befinder de to hunde sig ikke på samme udviklingstrin, og har derfor forskellige interesser, og de vil derfor være mindre tilbøjelige til at komme i vejen for hinanden. Om det er bedst med en hund af samme eller en anden race, kan man ikke give et generelt svar på. Det er noget, man må beslutte sig for i hvert enkelt tilfælde. Når den anden hund endelig er flyttet ind, er det en god idé, at ejeren også sørger for at beskæftige sig med hundene hver for sig. Således styrker man begge hundes opdragelse og bevarer sin indflydelse på dyrene. Træning og indøvelse af grundlæggende kommandoer fungerer også langt bedre, når man kun skal koncentrere sig om én hund - og når hunden ikke bliver distraheret af en anden hund. Samtidig er det også vigtigt, at de to hunde lærer at klare sig alene uden den anden hund. Hvis båndet mellem de to hunde er meget stærkt, lider de nemlig unødigt, hvis de bliver skilt, f.eks. pga. et dyrlægebesøg eller af en anden årsag. Anskaffelsen af en ekstra hund, kræver altså, at man investerer en hel del tid, og det bør derfor ikke undervurderes. En ting, der ofte fører til problemer, når man har flere hunde, er menneskets demokratiske tankegang; begge hunde skal have lige vilkår, de skal begge have lige meget opmærksomhed og kærtegn. Sådan fungerer det bare ikke imellem hunde! Her er der en klar flok-struktur, hvilket indebærer, at hundene med den højeste rang også får de fleste privilegier. Hvis et dyr med en lavere rang ophøjes på en trone - billedlig talt - fører det til stress og ofte også stridigheder mellem hundene. Som menneske skal man derfor iagttage sine hunde og de eksisterende strukturer i flokken nøje og behandle hundene i overensstemmelse med deres plads i flokken. Og som menneske må man også lære at leve med, hvis hund nr. 2 udvikler sig til leder af flokken. Blot fordi den anden har været der længst tid, er det ikke for hundene ensbetydende med, at den automatisk har flere rettigheder. Og netop dette er ofte meget svært at acceptere for os mennesker. Der er altså nogle regler, man må følge, hvis man vil have flere hunde sammen, og der skal klart investeres mere tid. Er man sig dette bevidst og sørger for at finde to hunde, der passer godt sammen, kan det dog være en stor berigelse af ens liv. God fornøjelse!