Udstillinger

Udstyr til udstillingen: Stamtavlen skal være i orden og man skal tilmelde sig online til DKK inden fristens udløb , både hvis det er en udstilling DKK afholder, og hvis det er Eurasier Klub Danmark, der afholder udstillingen. Når der skal udstilles skal man naturligvis også have en udstillingsline og et udstillingshalsbånd. Vi bruger en tynd enkelt læderline og et tyndt, rundsyet læderhalsbånd uden kvæl, som er dækket af hundens pels, og vi selv bærer diskret sort/mørkt tøj hunde som fremhæver hundenes lyse farver.

Man får tilsendt et nummerskilt inden udstillingen som handleren skal bære, enten i en stor sikkershednål, en speciel clips eller et armbind.

Et jordspyd til at sætte hundesnoren fast i, så man har hænderne frie, er også en god idé at anskaffe, hvis man da ikke foretrækker at have hunden i et bur.

Hvis man ønsker at bade sin hund op til en udstilling, er det nok en god idé at gøre det et par dage lige inden, så den er helt tør og gennembøstet. Husk man skal bruge en god hundeshampoo, som ikke udtørrer pelsen. Men generelt skal man ikke bade en Eurasier - det skulle ikke være nødvendigt, da pelsen er selvrensende, med mindre den er rigtig beskidt og lugter; hunde kan f.eks. godt lide at rulle sig i døde dyr og andre dyrs efterladenskaber!!!

Grunden til man ikke skal bade sin Eurasier er, at man kan ødelægge underuldens isolerende virkning; underulden isolerer nemlig både mod varme og kulde, derfor fælder de for det meste forår og efterår når isolering er mindst påkrævet.

Når hunden har været i bad skal den naturligvis tørres og børstes (Hunden børstes først når den er tør!) Tholo har nogle gode klude både til ren pels og til snavsede poter (en til hver): Super-Sug-Kluden. Man skal bare trykke pelsen tør, ikke frottere - kluden suger 12 gange sin egen vægt! Til de snavsede poter vrider man blot kluden op i lunkent vand og tørrer poterne rene, kluden skyldes derefter op og kan bruges igen.

Vi har købt et par campingstole i Silvan til 50 kr. pr. stk. så kan vi sidde ned i ventetiden på udstillinger. Et lille campingbord har vi også købt, men det er mere til kaffen og den medbragte mad, hvis man synes man har brug for det.

Et tæppe kan være udmærket i stedet, hvis man ikke bliver så længe. Rigtigt mange udstillingsfolk tilbringer hele dagen ved ringen, med udstillingstelt, hundebure osv. Teltet kan give hundene skygge på varme dage. Buret giver hunde fred og ro når de ikke lige skal i ringen. Husk selvfølgelig vand til hundene og godbidder.

Ringtræning: Tilbage står så bare at få nogle lektioner i hvordan, man viser sin hund frem i udstillingsringen. DKK tilbyder ringtræning rundt omkring i landet i deres forskellige kredse, man skal selvfølgelig være medlem af DKK. Det er ikke noget man behøver at melde sig til, man møder bare op onsdag aften kl. 19-20 (store racer) og betaler ca. 30 kr. pr. gang. Men man kan jo også supplere med at træne med hunden hjemme. Den skal kunne løbe rundt i ringen i et passende tempo (hurtige skridt - ikke trav eller galop), så dommeren kan se den fra siden, bagfra og forfra. Dommeren vil også bede om at se hunden løbe på tværs af ringen, fra dommerteltet til modsatte hjørne og tilbage. Så skal den lære kommandoen STÅ, så den kan stå pænt og rank og blive undersøgt (mærket på) af dommeren, og han skal også kunne få lov at se tænderne. Det med at se tænder er der mange hunde, der ikke er vilde med, så det er en god idé at få det øvet fra hvalp af.

Regler: De mere end 350 racer, der er anerkendt af FCI, er opdelt i 10 grupper efter type og anvendelse, og grupperne bedømmes på forskellige dage på udstillingen. Bedømmelsen følger altid et bestemt mønster. Hundene bedømmes racevis, og grundlaget for bedømmelsen er racens standard, hvor racens udseende og karaktertræk er beskrevet. Oftest bedømmes hvalpe af begge køn først. Derefter bedømmes hannerne og så tæverne i klasser efter alder og tidligere opnåede prøver og championater.

De to køn mødes først i konkurrencen “Bedst i racen (BIR)”.

Bedømmelsesforløbet trin for trin samt farverne på de forskellige bånd og rosetter, der uddeles i løbet af bedømmelsen i de forskellige klasser, er som vist nedenfor:

Babyklassen (uofficiel klasse) er for hunde fra 3-6 mdr.

Hvalpeklassen (uofficiel klasse) er for hunde fra 6-9 mdr.

Championklassen er for hunde, der inden udstillingen allerede er blevet national eller international champion. Hunde, der har opnået dansk championat, skal tilmeldes i denne klasse eller i veteranklasse. I championklassen er minimumsalderen 15 måneder, og hunde, der er tilmeldt i championklassen, kan ikke tildeles certifikat til det danske championat.

Juniorklassen er for hunde fra 9-18 måneder. Hunde anmeldt i juniorklassen konkurrerer ikke om CACIB (certifikat til det internationale udstillingschampionat).

Mellemklasse er for hunde fra 15-24 måneder.

Åben klasse er for hunde, der er mindst 15 måneder.

Brugshundeklassen er for hunde, som har bestået en brugsprøve, der giver adgang til brugshundeklassen. Dette brugsprøvekrav varierer fra race til race. Minimumsalderen for at deltage i brugshunde-klassen er 15 måneder. (Eurasieren er IKKE en brugshund)

Veteranklassen er for hunde over 8 år. Hunde, der har opnået dansk championat, skal tilmeldes i denne klasse eller i Championklasse. Hunde, der er tilmeldt veteranklasse, kan ikke tildeles certifikat og CACIB.

Der konkurreres derudover også i Juniorhandling, hvor unge i alderen 10-17 år dyster om at være bedst til at fremvise hunden, i Avlsklasse, hvor en han eller tæve stiller med 3-5 stk. afkom, samt i Opdrætsklasse, hvor hundene stiller i grupper af 3-5 hunde af samme race fra samme opdrætter. Hundene bliver bedømt i rækkefølge efter katalognummer.

Bedømmelser: For hver enkelt hund foretages først en kvalitetsbedømmelse. Der kan tildeles følgende kvalitetspræmieringer:

EXCELLENT (fortrinlig/certifikatkvalitet) tildeles en hund, som kommer meget tæt på den ideelle standard for racen, som fremvises i fortrinlig kondition, har et harmonisk, velafbalanceret temperament og er af høj klasse. Hundens fremragende racemæssige egenskaber tillader at ubetydelige fejl kan ignoreres. Hunden skal have tydeligt kønspræg.

VERY GOOD (meget god) tildeles en hund, som besidder sin races typiske træk, som har velafbalancerede proportioner og er i god kondition. Mindre fejl kan tolereres, men ingen væsentlige anatomiske fejl. Denne præmiering kan kun gives til hunde af høj kvalitet.

GOOD (god) tildeles en hund, som er racetypisk, men har tydelige fejl i forhold til racens standard.

SUFFICIENT (tilstrækkelig) tildeles en hund, som svarer tilstrækkeligt til racens standard dog uden at besidde de generelt ønskede egenskaber, eller hvis fysiske tilstand er mangelfuld.

CANNOT BE JUDGED (kan ikke bedømmes) betegner, at dommeren ikke kan afgøre, hvilken præmiegrad hunden fortjener.

DISQUALIFIED er en diskvalificerende betegnelse og gives til hunde, som har anatomiske, typologiske eller psykiske fejl.

Inden for hver klasse deltager hundene fra den bedste kvalitetsgruppe (Excellent) i konkurrence-bedømmelser, hvor de bedste placeres som 1., 2., 3. og 4. vinder og modtager henholdsvis et rødt, blåt, gult eller grønt bånd. Hvis der er færre end 4 hunde i den bedste kvalitetsgruppe, medtages hundene fra næstbedste kvalitetsgruppe (Very Good) også i konkurrence-bedømmelserne. De fire bedste hunde, der i de officielle klasser opnår betegnelsen Excellent, går videre til den næste konkurrence.

Under bedømmelsesforløbet uddeles der certifikat (rødt/hvidt bånd), som er et trin på vejen til det danske championat.

Der kan endvidere tildeles CACIB (hvidt bånd), som fører frem til hundens internationale championat eller Reserve-CACIB (orange bånd), som i visse tilfælde kan træde i stedet for CACIB’et.

Trin for trin skrider bedømmelsen frem, til man når hen til konkurrencen om at blive “Bedst i racen” (BIR) (rød/gul roset) og “Bedst i modsat køn” (BIM) (blå/gul roset), hvor der kun er få hunde tilbage. Den hund, der bliver “Bedst i racen”, går videre til eftermiddagens gruppefinaler i store ring, hvor hunde af forskellige racer - men af samme gruppe - mødes.

Vinderne af de 10 gruppefinaler går til sidst videre til konkurrencen om “Best in Show” (BIS), hvor udstillingens bedste hund kåres.

Præmieringsbånd & Rosetter:

Efter hver bedømmelse udleveres der i alle klasser bånd, hvis farver angiver opnåede præmieringer/placeringer:

Særdeles lovende (hvalpeklasse): Lyserødt bånd

Lovende (hvalpeklasse): Lyseblåt bånd

Mindre lovende (hvalpeklasse): Gult bånd

Racens bedste hvalp: Rød roset

Excellent / 1. vinder : Rødt bånd

Very good / 2. vinder : Blåt bånd

Good / 3. vinder : Gult bånd

Sufficient / 4. vinder: Grønt bånd

Disqualified: Gråt bånd

Cannot be judged: Brunt bånd

Championkvalitet (CK): Rosa bånd

Hæderspræmie (HP): Lilla bånd

Dansk certifikat (CAC): Rødt/hvidt bånd

Reserve-certifikat: Lyseblåt bånd

Internationalt Certifikat(CACIB): Hvidt bånd

Reserve-CACIB: Orange bånd

Dansk championat: Rødt/grønt bånd

BIR (Bedst i racen): Rød/gul roset

BIM (Bedst i modsat køn): Grøn/ hvid roset

Mentalbeskrivelse

DKK´s mentalbeskrivelse blev officielt indført i foråret 1999. En smuk hund er en fryd for øjet, men endnu vigtigere er det, at man deler hverdagen med en hund, der er afbalanceret og velfungerende.

Mentalbeskrivelsen er et vigtigt redskab for opdrætteren, der ønsker hjælp til at udvælge de mest egnede avlsdyr. Mentalbeskrivelsen kan gennemføres fra hunden er 10 mdr. og tæller med i racenprofilens gennemsnit, hvis den foretages inden hunden er 24 mdr. Hunde over 24 mdr. kan også mentalbeskrives og registreres i DKK, men tæller ikke med i gennemsnittet.

Mentalbeskrivelse – ønskeprofil for Eurasier

Testmodel Profil Forklaring

1a Kontakt: 3 Accepterer kontakt - er helt uengageret - trækker sig ikke

1b Håndtering: 3 Følger modvilligt med hele vejen

1c Håndtering: 4 Lader sig håndtere

2a Leg - engagement: 2 Leger ikke - viser interesse

2b Leg - greb: 1 Griber ikke

2c Leg - træk: 1 Tager ikke fat

3a Jagt - fart: 1 Starter ikke

3b Jagt - fangst: 1 Overser bevidst. Når ikke frem til byttet

4 Aktivitetsniveau: 3 Går rundt, evt. Snuser, spiser græs eller binder i pinde

5a Overraskelse - skræk: 2 Stopper og dukker sig

5b Overraskelse - trusler/angreb: 2 En eller to trusselshandlinger

5c Overraskelse - afreaktion: 1 Ingen undvigemanøvre

6a Lyd - skræk: 3 Undvigemanøvre (uden at vende sig bort)

6b Lyd - nysgerrig: 4 Går frem til pladen, når føreren er gået halvt frem

6c Lyd - afreaktion: 1 Ingen undvigemanøvre

7a Spøgelser - skræk: 1 Viser ingen flugttendenser

7b Spøgelser -trusler/aggressivitet: 3 Mere end to eller vedvarende trusler i en del af forløbet

7c Spøgelser - afreaktion: 4 Går frem til figuranten, når føreren er gået halvt frem

8 Skarp lyd: 2 Reaktionen forsvinder efter de to første skud. Afbryder, men genoptager tidligere aktivitet

Resultater/Kritikker

Dansk Eurasier Show 2013 på Fyn Misha's 1. udstilling:

Vores årlige Eurasier træf blev i år holdt på Hindsgavl Camping, hvor vi havde lejet hytte fra fredag til søndag. Der var hyggeligt samvær med andre Eurasier ejere og om søndagen var der udstilling. Misha blev udstillet i Babyklassen for hvalpe fra 3-6 mdr. Misha var lige fyldt 3 mdr. Så hun fik oplevet sin første udstilling allerede dér. Dommeren var Paul Silder fra Tyskland (vist egentlig hollænder og kunstmaler af profession). Misha fik bedømmelsen "Særdeles Lovende" hvalp og fik lyserødt bånd, hun blev så nr. 3 af 3 mulige. Søster Coco havde en flottere pels og Kamma fra Skovagergård var 5 mdr. og havde prøvet det før. Men det var dejligt at opleve at Misha slet ikke var bange. Dommeren sagde bagefter til mig og Coco's ejer, at sådan så han dem nu, men at i den alder kan det meget vel skifte hvem der er nr. 2 og 3. Misha's Kritik: Vidunderlig ung dame, godt udtryk, livlig væremåde, godt ansigtsudtryk, velansatte ører, ved hvad hun vil.

Hårlev Hallen 8. marts 2014 Misha's 2. udstilling:

Misha blev udstillet i Junior klassen da hun netop var blevet 9 mdr. Hun fik "Very Good" og blev nr. 2 efter Skovagersgaards Kamma, som fik "Exellent" var 11 mdr. og havde ringtrænet en del med ejeren, som har vundet adskillige udstillinger. Misha gik fint og stod fint, men ville ikke lade dommeren se tænderne, men klappe hende måtte han godt. Dommeren, Terje Lindstrøm fra Norge, kunne godt mærke at hun ikke var bange for mennesker og ellers lod sig håndtere, så han var meget tålmodig, men Misha prøvede at komme fri og endte mellem benene på dommeren, til sidst fik Jan holdt hende fast og fik vist så meget af Misha's tænder at han kunne se, at hun havde korrekt bid. Hun skal have ringtræning, sagde dommeren, og det skal vi jo begynde med når sæsonen starter i april igen. Vi kunne ikke finde noget ringtræning her i nærheden i løbet af vinteren og havde kun trænet lidt herhjemme i udstillingsline og med at stå pænt. Misha's Kritik: 9. mdr. Trænger til ringtræning. Tilstrækkelig udviklet for sin alder. Velskåret hoved. Skal udvikles mere i fronten. Noget lang i lænden. Meget god bagpart. Bevæger sig med tilstrækkelig skridtlængde.

Dansk Eurasier Show 2014 i Grenå Misha's 3. udstilling: Misha havde gået til ringtræning siden foråret, og klarede sig fint. Hun lod også ringtræneren se tænderne, hvis han nussede hende lidt andre steder først, hun bryder sig ikke om at man bare "går til angreb på tænderne, som det første", hvilket dommer Kim Vigsø Nielsen desværre gjorde her. Så Misha bakkede ud og nægtede. Jan forsøgte at få lov til at vise tænderne selv, men dommeren havde taget sin beslutning, så ingen bedømmelse: Can not be judged på dansk: KIB (kan ikke bedømmes)! Misha's Kritik: "15 mdr. Dejligt hoved og udtryk, udmærket skalle, stop og næseparti. Tandsæt kan ikke vurderes. Udmærket hals, stærk ryg, velanlagt kryds, veludviklet krop, velvinklet og velgående". Det var jo en fin kritik, han sagde i øvrigt at han uden tøven havde givet hende Excellent, hvis han havde måttet se tænderne!

Hillerød 20. september 2014 Misha's 4. udstilling: Misha fik "Very Good" denne gang. Dommeren var Vija Klucniece fra Letland. Jan viste selv Misha's tænder til dommeren med Misha's mund åben, men dommeren ville også gerne se om hun havde saksebid og hun prøvede derfor selv, men kunne ikke få Misha til at lukke munden helt. Misha var ikke så indladende overfor hende som de tidligere dommer og lagde sig ned på et tidspunkt, fordi hun ikke gad mere. Misha's Kritik: "15 month old, good size, nice head, excellent and well placed ears, little short in body, straight shoulder, in movement loose in elbows and front legs turn in, summer coat, temperament must be better".

Dansk Eurasier Show 2008 på Fyn Luna's 1. udstilling:

Luna blev udstillet i Junior-klassen for første gang til Dansk Eurasier Show på Fyns Hoved Camping den 13. september 2008. Det var Dansk Eurasier Klub første udstilling som selvstændig klub. Så det var selvfølgelig noget stort.. Luna fik bedømmelsen ” Very Good” og et rødt bånd, hvilket er en ganske fin bedømmelse, dog ikke i toppen, som ”Excellent” og et lilla bånd. Man kan også få bedømmelsen ”Good” og ”Sufficient” og hhv. et blåt og et gult bånd. Dommeren var tysk, Dr. Manfred Müller og Eurasier-ejer og –kender, så det er jo en fordel, da han virkelig går op i denne races særpræg, og derfor også havde stor tålmodighed med denne, til tider, meget reserverede race, og især de unge og uerfarene hunde tog han sig god tid til. Sammen med bedømmelsen får hunden også en kritik i dette tilfælde på tysk, kritikken er dommerens indtryk af hunden. (Den er sjældent så lang, som ved denne udstilling!) Her er Luna’s kritik, efter bedste evne, oversat til dansk! Luna's kritik: 15 mdr. God mellemstørrelse, feminin, ungdommelig. Meget godt forhold mellem skulderhøjde og kropslængde. Smukt hoved, med meget udtryk og korrekt saksebid.Gode vinkler for og bag. Fortil af og til bredstående. Jordvindende gang. Forbrystet endnu ikke færdigudviklet. Hvad angår adfærd, en behagelig tæve med noget ungdommelig pels og bølget hår på ryggen.

Karlslunde 4. april 2009 Tara's 1. udstilling:

Tara blev udstillet første gang i Karlslunde i april 2009 5 mdr. gl. i Babyklassen. Det var en udstilling hvori også Siberian Husky og Samojede deltog. Dommeren hed Harry Tast, var finsk og dømte på svensk. Hun fik bedømmelsen L (Lovende), men kunne have fået SL (Særdeles Lovende) sagde dommeren hvis han havde kunnet få lov at røre ved hende, men det måtte han opgive, da hun var alt for bange. Tara's kritik: Veludviklet baby med korrekte kropspropotioner og benhøjde, velformet hoved med veludfyldt næseparti, velformede mørke øjne, korrekte ører, bevæger sig med god skridtlængde, vil ikke blive handled idag, da hun behøver mere selvsikkerhed.

Luna's 2. udstilling: Luna var 22 mdr. gl. ved udstillingen i Karlslunde og stillede op i Mellemklassen. Hun fik bedømmelsen GOOD, det var en dårligere bedømmelse end sidst, men Luna var også lidt bange, men blev dog "handled". Desuden dømmer alle dommere jo ikke ens, hvilket fremgår af de forskellige kritikker. (Det eksisterer jo et begreb som smag og behag!) Luna's kritik: Korrekte proportioner for en tæve, velformet hoved, korrekt ansatte ører, velformede øjne, let benstamme (spinkel?), knap pels, men kvaliteten korrekt, fører sig trangt bag (bagbenene for tæt sammen når hun går/løber?) og mangler drive (ja, det skyldes jo nok mit dårlige knæ!!!), behøver mere selvsikkerhed i handling.

Dansk Eurasiershow på Fyn 2009 Luna's 3. udstilling:

Vi deltog igen i år i Dansk Eurasier Show på Fyns Hoved Camping. Luna blev udstillet i åben klasse 2 år og 3 mdr. gammel. Tara blev ikke udstillet, da hun er for utryg ved fremmede mennesker. Vi håber det bliver bedre en dag, så vi også kan udstille hende, da vi synes hun er en rigtig flot Eurasier, og det er jo rart at få det bekræftet. Luna derimod har ikke særlig meget pels og ved denne udstilling var der ikke meget Eurasier at spore, da hun havde mistet al sin underuld og meget af sine dækhår. Dommeren var Jan Meijerink fraTyskland. Han grinede da han så Luna; "Der mangler noget :-)" Han fik lov at se tænderne, men resten af kroppen måtte han ikke røre ved; Luna trak sig og gav også et lille frustreret bjæf fra sig. Dog ikke aggressivt, mere klynkende, så hun blev ikke diskvalificeret, heldigvis, men fik GOOD, for hun var okay, manglede bare pelsen! Luna's kritik: Hårlag mangler. Smukt hoved. Saksebid. Let knoglebygning. God pigment. Godt vinklet for og bag. Løber godt. - (En ganske kort, men god, kritik denne gang, nok fordi hun ikke havde pels og ikke ville handles....)

Dansk Eurasier Show på Tåsinge 2011 Luna's 4. udstilling:

Dommer Hanne Laine fortalte alle tilskuerne hvordan hun bedømte hver enkelt hund, det var en rigtig god idé. Luna løb pænt rundt i ringen med halen løftet. Men da hun stod foran dommeren faldt halen ned. Hun lod dog dommeren berøre sig og lod hende også se tænderne, men som dommeren sagde var hun ikke helt tryg ved situationen, som man kunne se på halen. Luna fik denne gang "Very Good". Luna's kritik: En anelse for lang og lidt tung, skallepartiet må ikke være bredere og ørerne kunne være tættere ansat, godt stop , velbalanceret næseparti, god hals, lidt slap overlinje, velansat hale, moderat vinklet front og bagpart, udmærkede benstammer, sunde lange bevægelser, god pels.

- (Prøv at sammenligne ved tidligere kritikker; sjovt så forskellige de kan være alt efter dommer!) 

Udstillingsfotos

Luna blev udstillet første gang 15 mdr. gl. i Juniorklassen og Tara blev udstillet en enkelt gang 5 mdr. gl. i babyklassen. Misha blev udstillet første gang i 3 mdr. gl. i babyklassen.

Bedømmelserne er nærmere beskrevet i afsnittet Udstillings Resultater.

Billederne nedenfor er fra: Dansk Eurasier Show, Fyns Hoved Camping, sept. 2008 Udstilling (Eurasier-Samojede-Siberian Husky) Karlslunde, april 2009 Dansk Eurasier Show, Fyns Hoved Camping, sept. 2009 Dansk Eurasier Show, Carlsberg Camping, Tåsinge 2011 Dansk Eurasier Show, Hindsgavl Camping, Middelfart 2013 Spidshundeklubben, Hårlev Hallen, Hårlev 2014 Dansk Eurasier Show, Albertinelund Camping, Grenå 2014