Disse sygdomme kan forekomme hos nogle hunderacer (også hos Eurasieren, dog i mindre omfang) og har betydning for om man kan bruge hunden i avl. Se afsnittet: "Avlsanbefalinger for Eurasier Klub Danmark" under afsnittet: "Opdræt & Avl"

Hofteledsdysplasi (HD)

Hofteledsdysplasi (HD) er en lidelse, hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke er tilpasset hinanden optimalt. HD er en arvelig betinget sygdom. Arvegangen er "polygenetisk", d.v.s. at flere forskellige gener afgør, hvorvidt en hund er disponeret for at udvikle lidelsen. Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at udvikle HD, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller hurtig vækst. Symptomer: Typiske symptomer er, at hunden har svært ved at rejse sig op, er slinger i bagkroppen og sætter sig hurtigt ned, når den ikke er i bevægelse. Dianogstisering: Inden en hund kan røntgenfotograferes for HD, skal ejeren (eller dyrlægen) på http://www.hundeweb.dk/ købe og udskrive en rekvisition. På rekvisitionen er angivet et sagsnr., som skal indfotograferes på billedet. Det er således ikke muligt at optage billeder, før der er købt rekvisition. Hunden undersøges ved at dyrlægen tager et røntgenbillede af hofteleddene. Hunden ligger på ryggen på et røntgenbord, mens billedet bliver taget. Der er krav om, at hunden skal være bedøvet eller have fået afslappende medicin (være sederet) under optagelsen med det formål at sikre tilstrækkelig afslapning af musklerne og dermed et så retvisende resultat som muligt. Dyrlægen skal skrive på HD rekvisitionen, hvilken type sedation eller narcose, der har været anvendt ved optagelsen af fotos. Dyrlægen skal sikre hundens identitet ved at aflæse hundens ID-nummer (tatovering eller chip) på hunden og bekræfte det aflæste nummer på rekvisitionen. Hundeejeren skal læse rekvisitionen og sikre sig, at den er udfyldt korrekt, før han eller hun underskriver den. Herefter indsender dyrlægen røntgenbillederne og HD rekvisitionen til DKK. Efter FCI protokollen bedømmes HD-billederne efter en "5 trins skala" med betegnelserne A, B, C, D og E. A er det bedste, hvor lårbenshoved og hofteskål passer helt optimalt sammen, mens E er det dårligste, hvor lårbenshovedet nærmest ligger løst uden for hofteskålen. Ved bedømmelsen lægges der både vægt på slapheden i leddet, på leddets form og på evt. slidgigtforandringer. Behandling: Hos en ung ikke-udvokset hund med hofteledsdysplasi kan hofteleddene godt stabiliseres så meget i løbet af vækstfasen, at symptomerne forsvinder. Dette er årsagen til at man først HD-bedømmer hofterne på udvoksede hunde. I den akutte fase med smerter vil dyrlægen behandle hunden med smertestillende medicin og bede dig holde din hund i ro. Eventuelt skal hundens diæt og træning lægges om. En voksen hund med hofteledsdysplasi behandles som regel med smertestillende medicin. En anden medicinsk behandling består i at dyrlægen give hunden brusk-forbedrende medicin som 4 indsprøjtninger, med en uge imellem. Dette suppleres med kosttilskud. Hvis det ikke hjælper tilstrækkeligt, eller hvis man vurderer, at en operation er nødvendig, er der flere muligheder: • Man kan fjerne en muskel, der ligger på indersiden af låret og har fæste på hofteskålens kant. Det giver ledhovedet en lidt anden stilling i hofteskålen, så smerterne forsvinder. Af og til kommer der smerter igen på et senere tidspunkt efter denne operation. • Det kan blive nødvendigt at save lårbenshovedet af, hvis der er kommet svære forandringer i hofteleddet. Så får hunden dét, man kalder en hængehofte. Efter operationen er det muskulaturen omkring hofteleddet, der bærer vægten. Operationen bevirker, at benets bevægelighed mindskes en lille smule, men de fleste hunde klarer sig alligevel glimrende. • Hvis der er tale om meget slem hofteledsdysplasi, kan man udføre en operation, hvor bækkenet gennemsaves tre steder omkring hofteskålen. Bagefter drejes bækkendelen, så hofteskålen kommer til at ligge mere henover ledhovedet. Til sidst sættes bækkenet sammen igen med plader og skruer. Det er en meget dyr operation, der ikke benyttes så ofte. • Der er også mulighed for at erstatte hofteskål og ledhoved med et kunstigt led ligesom på mennesker. Metoden er god, men dyr. • I de seneste år er det blevet mere populært at indlægge guld i akupunkturpunkter omkring hofteleddet. Fordelen er, at man ikke skal skære i hunden. Guldstykkerne lægges ind via en kanyle, som placeres i akupunkturpunkterne. Metodens effektivitet er endnu ikke klarlagt, men undersøges stadig. Konsekvenser for avl: 2 Hunde med HD > B kan ikke bruges i avl, og har tæven B-hofter skal hannen have A-hofter 

Albueledsdystrofi (AD)

Symptomer: Smerter og halthed. Ofte efter kraftig belastning. I mange tilfælde er der ingen kliniske symptomer. Diagnostisering: Røngten tages hos egen dyrlæge. Bestilles forinden via hundeweb. DKKs. HD/AD udvalg tildeler hunden en grad af AD. Graden kan være forskellig på de to albuer. Den dårligste ”grad” er hundens status. Behandling: Hunden kan behandles med smertestillende midler og skånes for voldsom leg og hårde fysiske aktiviteter. AD kan evt. opereres. Konsekvenser for avl: Hunde med AD > 1 bør ikke anvendes i avl. Lidelsen er arvelig, men arvegangen kendes ikke. Ydre faktorer som skader, forkert fodring eller for hård belastning af hunden inden den er udvokset, kan også være medvirkende til at der udvikles AD.

OCD (Osteochondritis Dissecans)

OCD (Osteochondritis Dissecans) medfører en unormal udvikling af ledbrusken, der kan løsne sig fra det underliggende knoglevæv. Denne unormale udvikling af ledbrusken medfører halthed og udvikling af slidgigt i skulderleddet og dermed dannelse af nyt knoglevæv (slidgigt=arthroser) i leddet. OCD er ligesom HD og AD en multifaktoriel arvelig lidelse, hvor en hunds arvelige disposition sammen med de eventuelle negative miljøbelastninger, som den udsættes for, er afgørende for, om den udvikler slidgigt og i hvilken grad. Hunden undersøges ved at dyrlægen tager et røntgenbillede af begge skulderled. Hunden ligger i sideleje på et røntgenbord, mens billederne bliver taget. Det anbefales, at hunden skal være bedøvet eller have fået afslappende medicin (være sederet) under optagelsen med det formål at sikre tilstrækkelig afslapning af musklerne og dermed et så retvisende resultat som muligt. Dyrlægen skal sikre hundens identitet ved at aflæse hundens ID-nummer (tatovering eller chip) på hunden og bekræfte det aflæste nummer på rekvisitionen.

Patella Luxation ( PL)

Symptomer: Periodevis halten. Måske nogle få skridt i forbindelse med leg, hvorefter hunden igen går normalt. Disse episoder vil indtræffe oftere og oftere. Lette grader af PL giver ikke nødvendigvis nogle symptomer. Unge hunde kan være mere ”løse” i deres led end udvoksede hunde, uden at det nødvendigvis manifesterer sig som en reel PL. Sygdommen er ikke umiddelbart livstruende, men hunden kan blive så forpint at aflivning er den eneste udvej. Det er muligt at operere for PL. Det er en kostbar operation med et langt genoptræningsforløb. Diagnostisering: Dyrlægen vurderer graden af PL ved at mærke på hundens knæskal. Graden af PL afhænger af hvor løs knæskallen er. PL 0-3/4 Behandling: PL kan opereres. Konsekvenser for avl: Undersøgelsen for PL kan rekvireres via hundeweb på lige fod med HD og AD. Men formoder at Patella Luksation er arveligt. Syge hunde ( PL>= 2) bør derfor ikke indgå i avl. Klubben anbefaler at man lader sine hvalpe undersøge for PL, for at kunne få så nuanceret et overblik af problemets omfang, og dermed planlægge avlen bedst muligt ved at vælge PL frie linier.

Øjensygdomme: Distichiasis (Ekstra øjenhår)

Distichiasis er ekstra øjenhår der udvikles og vokser fra hårsække i de meibomske kirtler på øjelågets kant. Hårene sidder på øjelågskanten og generer hornhinden i varierende grad. Distichiasis er en formodet arvelig sygdom. Arvegangen er ikke kendt. Lidelsen kan optræde hos alle racer, men ses hyppigere hos visse racer som fx Samojede, Amerikansk Cocker Spaniel, Engelsk Cocker Spaniel mfl. Symptomerne på Distichiasis er kroniske tegn på irritation af øjet. Hårene kan være bløde og lange eller korte og stive. Hyppigt er det de korte og stive hår der generer hornhinden mest. Symptomerne er tåreflåd og hyppige blink, idet hårene irriterer øjet. I værste fald, kan der opstå hornhindesår, som følge af den konstante irritation. Sker dette bliver øjet rødt, slimhinden hæver op og dyret klør i øjet og bliver lyssky grundet smerter i øjet. Diagnosen kan stilles med god forstørrelse og lys, idet hårene kan visualiseres direkte. Ved undersøgelsen vurderes desuden om hårene har forårsaget skader på hornhinden. Hvis hårene er til gene for hunden bør tilstanden behandles. Uønskede hår og hårsække kan fjernes ved en operation. Operationen kan medføre minimal risiko for arvævsdannelse. Der anvendes ingen syning i øjelågene efter fjernelse. Der findes forskellige metoder til fjernelse af hårene. Hårene kan fjernes ved frysning af hårsækkene. En anden metode er elektroepilering, hvor hårsækkene ødelægges enkeltvis. Dyrlægen vurderer hvilken metode der anvendes og er afhængig af antal hår og deres karakter. I ngen metode giver 100 % sikkerhed for, at alle hårsække er ødelagt. Distichiasis hår fælder som andre hår, og de kan derfor ligge skjult i de meibomske kirtler. Hvis dette er tilfældet i operationsøjeblikket, behandles disse hårsække ikke, hvorfor flere behandlinger kan være nødvendige. Fremtidsudsigterne for helbredelse er gode ved kirurgisk behandling. Hunde, som har Distichiasis, bør parres med hunde, som ikke har sygdommen. (Kilde: Dyrenes Læge og Øjenklinik i Karup, http://www.dlok.dk/ )

Øjensygdomme Arvelig Cataract (Grå Stær)

Cataract er en af de arvelige øjensygdomme, der optræder i mange racer, og hvor en bekæmpelse er sat i gang i et samarbejde mellem DKK, specialklubber, opdrættere og Den Danske Dyrlægeforenings panel. Hvad er Cataract Cataract er det græske navn for en uklarhed i øjets linse. Linsen er placeret lige bag pupillen og regnbuehinden, og en normal linse er glasklar og gennemskinnelig. Linsen hjælper med at bryde lysets stråler og dermed danne et skarpt billede. Ved cataract findes en mindre eller større uklarhed i linsen, som forhindrer lysets adgang. Uklarheden kan være placeret forskellige steder i linsen, og det er netop placeringen, der kan være afgørende for, om det pågældende tilfælde bedømmes som en arvelig cataract. Cataract kan optræde i det ene øje, men ses oftest i begge øjne, og udviklingen af cataracten varierer ofte meget. Hvordan påvirkes synet ? I nogle tilfælde er der kun tale om ganske små uklarheder i linsen. De kan være stationære eller udvikler kun sig meget langsomt og når aldrig et sådant omfang, at hunden har synsbesvær. I andre tilfælde modnes en cataract meget hurtigt, og linsen bliver totalt uklar og mælkehvid. Det medfører, at hunden bliver blind på det ene eller begge øjne. Cataract kan hos nogle racer optræde som en sekundær øjensygdom, opstået som følge af, at den primære sygdom er Progressiv Retina Atrofi (PRA). Cataract forårsager ingen smerte. Hvordan opstår cataract ? Der findes mange årsager til cataract. Kraftig vold mod øjet, stofskifteforstyrrelser, sukkersyge, infektioner, forgiftninger, radioaktiv stråling og andre sygdomme i øjet, som f.eks. PRA og betændelse i regnbuehinden. En hyppig årsag til cataract er en medfødt arvelig fejl. Hvornår opstår cataract ? Cataract kan opstå på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet. I enkelte tilfælde er den arvelige cataract medfødt, men optræder hyppigst i de første år af hundens liv. Hos ældre hunde kan ses den såkaldte senile cataract. I nogle tilfælde kan en cataract være forårsaget af PRA. Hos alle ældre hunde ses en gråblå uklarhed af linsen, en såkaldt senil linsesclerose, der ofte forveksles med cataract. Ved linsesclerose er der tale om en normal fysiologisk udvikling, der sjældent er årsag til nedsat syn hos hunden. Hvordan nedarves cataract ? Arvegangen er kendt hos flere racer, hvor der er tale om en simpel recessiv (vigende) nedarvning, medens arvegangen hos andre racer anses for at være dominant med forskellig gennemslagskraft (penetration). Hos mange racer er arvegangen ukendt. Hvordan afgøres om en hund har cataract ? En dyrlæge, der er medlem af Den Danske Dyrlægeforenings øjenpanel, foretager en undersøgelse af alle øjets afsnit. Denne undersøgelse er smertefri. Inden undersøgelsen dryppes øjnene for at udvide pupillen, hvorved hele linsen og øjets baggrund kan ses. De indre dele af øjet og øjets baggrund undersøges med et oftalmoskop og med speciel henblik på linsen benyttes et biomikroskop (spaltelampe), hvorved selv små uklarheder i linsen kan ses, ogplaceringen af disse kan afgøres. Er der tale om en arvelig cataract ? De fleste tilfælde af arvelig cataract skal opfylde følgende krav: • Cataracten er for den pågældende race placeret et typisk sted. • Cataracten forekommer i begge øjne. • Cataracten udvikler sig med tiden, i nogle tilfælde meget langsomt. • Cataract optræder hos racen med en stigende frekvens. I de fleste tilfælde kan det med sikkerhed afgøres, om der er tale om et tilfælde af arvelig cataract. Vanskeligere er det, hvis uklarheden i linsen er meget lille, eller har en for den pågældende race usædvanlig placering. Undersøgelse af forældre og afkom kan være nødvendig for at afgøre, om der er tale om en arvelig cataract. Bekæmpelse Når arvelig cataract optræder i en race, er det vigtigt at alle opdrættere medvirker i bekæmpelsen af denne alvorlige øjensygdom. Derfor bør hunde, der ingår i avlen, øjenundersøges i 1 års alderen og for hanhundes vedkommende hvert år og tævehunde før hver parring. Mange raceklubber har gjort øjenundersøgelsen obligatorisk, og det har betydet, at i mange racer er antallet af tilfælde af cataract nedbragt væsentligt. Behandling: En moden cataract medfører blindhed, og der findes ingen medicinsk behandling. En operation for cataract kan gengive hunden synet. Såfremt cataract ikke optræder sammen med sygdomme i nethinden eller andre alvorlige øjensygdomme, er det den enkelte ejer der sammen med dyrlægen afgør, om man vil give hunden synet igen ved en operation.

Hypothyreodisme (For lavt stofskifte)

Symptomer: Ændret pelsstruktur. Fedtet og glansløs pels. Evt. hårtab og eksem. Mental sløvhed/træthed. Ændret mentalitet. Kuldskærhed og evt. gentagende øjen- og øreinfektioner. Det er ikke altid der er nogle symptomer. Sygdommen er ikke livstruende. Diagnostisering: Blodprøver TSH, T4, (evt. fri T4) og TgAA/TAB Der kan være forskellige målemetoder og grænseværdier alt efter valg af labratorie. Resultater kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes uden at man kender måleenhed og referenceværdier. Behandling: Hunde som har fået diagnostieret for lavt stofskifte, og som samtidig har symptomer, behandles med Eltroxin eller Forthyron. Behandlingen er ofte livslang. Hunde som udelukkende har skæve blodprøver, behandles efter dyrlægens skøn. Konsekvenser for avl: For lavt stofskifte udgør et massivt problem inden for nogle racer. Vi kan prøve at undgå at dette bliver et problem hos Eurasieren ved at checke forældredyr inden de går i avl og herefter hver 2. år. Opfordre vores hvalpekøbere til at få checket hvalpene, da arvegangen ikke kendes, og raske forældre godt kan give syge hvalpe. Indrapportere blodprøvesvarene til avls- og sundhedsudvalget, så de kan blive lagt ind i IFEZ databasen og dermed give et mere ”sikkert” grundlag at søge avlshanner ud fra.

Eksokrin Pancreas Insufficiens (Nedsat funktion af bugspytkirtlen - EPI)

Symptomer: Fedtagtige diarrerer/ porøse afføringer. Evt med en grågul farve. Vægttab trods stor sult/normalt foderindtag. Fejlernæring med de følger dette giver. Diagnostisering: Diagnosen stilles via en blodprøve, hvor TLI værdien måles. Behandling: Tilsætning af pancreasenzymer i hundens mad. Behandlingen er livslang og omkostningsfuld. Konsekvenser for avl: Hunde med diagnostiseret pancreasinsufficiens må ikke indgå i avl. Lidelsen er arvelig. Arvegangen kendes ikke. Hvis en hund bliver diagnostiseret med for lav TLI værdi, bør dens forældre og kuldsøskende også undersøges. Blodprøvesvarene skal indrapporteres til Avls og sundhedsudvalget. Klubben anbefaler ikke længere at man rutinemæssigt lader sin hund screene med blodprøve ved etårsaldren, da symptomerne dels er så tydelige, at man oftes ikke er i tvivl om hunden er syg. Desuden kører projektet på KVL, hvor man på de indsendte blodprøver forsøgte at finde DNA markøren for EPI ikke længere, hvilket var en af årsagerne til at man indtil for ca. 4 år siden, rutinemæssigt sendte en blodprøve ind til KVL (KVL: Kongelige Veterinær og Landbohøjskole, senere kaldet LIFE og nu SUND).